Kristeligt Dagblad, 9. maj 2009
Jakob Holm
Sangglæde blandt statuerne
 
Jonas Kaufmann indtog Glyptoteket med charme, selvtillid og en besnærende træfsikker tusmørkevarm tenorstemme
 
Kvinder i alle aldre var ved at dåne bare ved synet af ham. Og da han begyndte at synge, blev begejstringen ikke mindre. Jo, han er udstyret med hele pakken, Jonas Kaufmann, som inden for det klassiske felt stort set besidder lige så meget star quality som den i øjeblikket sygemeldte Rolando Villazón. Det skal applauderes, at Glyptoteket havde hentet ham til Danmark. Festsalen er i øvrigt en smuk ramme om koncerter i det klassiske museum, men dårlige stole, en hidsig varme og en ret brutal efterklang yder hverken publikum eller kunstnerne fuld retfærdighed.

På programmet havde den tyske tenor en række af sit hjemlands kendte værker, sangen Die Bürgschaft af Schubert, sangcyklen Dichterliebe af Schumann og en række lieder af Strauss. Helmut Deutsch sad ved klaveret for at akkompagnere ham, og han gjorde et glimrende stykke arbejde denne aften, altid opmærksom på, hvor Kaufmann vokalt befandt sig, og ikke bange for hverken at spille forte, så statuerne i salen hoppede, eller pianissimo, så de kunne falde til ro igen. De to musikeres gensidige sympati var i øvrigt tydelig.

Schuberts sang, som indledte aftenen, har operaformat og er en lang fortælling med tekst af Schiller. Det var desværre også aftenens svageste punkt. Kaufmann havde en tendens til, når han skulle illustrere de talende i fortællingen, at gøre udtrykket lige lovligt meddigtende og derved overspillet, og derfor forekom sangforedraget aldrig anfægtende eller oprigtigt.

Men så kunne man jo nyde hans stemme imens, der er herligt mørk og maskulin, men også har en flot, klar højde. Det hørte man også i Schumanns Dichterliebe, som normalt synges med en slankere og lysere klang, men fik nyt liv af Kaufmanns tusmørkevarme tenor. Ydermere lagde han skuespillet på hylden og fokuserede på med sine dramatiske fraseringer at formidle essensen i de enkelte sange. Man kunne her kun beundre hans magtfulde kontrol over sin stærke, fleksible og kraftige, nærmest sydlandsk klingende vokal.

Anden halvdel var helliget lieder af Strauss, og her ville begejstringen ifølge min notesblok ingen ende tage med gentagende brug af ord som klangskøn, smuk, organisk og strømmende. Især Vier Lieder, op. 27, som han afsluttede aftenen med, var en gribende vokal præstation, men også lieder som Sehnsucht og Nachtgang blev eksekveret med stor troværdighed, indlevelse og helt banal kropslig musikglæde, som både var dejligt at overvære og lægge øre til.
 

 

 
 
 
 
 






 
 
  www.jkaufmann.info back top