|
|
|
|
|
Kristeligt Dagblad, 9. maj 2009 |
Jakob Holm |
|
Sangglæde blandt statuerne
|
Jonas Kaufmann indtog Glyptoteket med charme,
selvtillid og en besnærende træfsikker tusmørkevarm tenorstemme
|
Kvinder i alle aldre var ved at dåne bare ved synet af ham. Og da han
begyndte at synge, blev begejstringen ikke mindre. Jo, han er udstyret med
hele pakken, Jonas Kaufmann, som inden for det klassiske felt stort set
besidder lige så meget star quality som den i øjeblikket sygemeldte Rolando
Villazón. Det skal applauderes, at Glyptoteket havde hentet ham til Danmark.
Festsalen er i øvrigt en smuk ramme om koncerter i det klassiske museum, men
dårlige stole, en hidsig varme og en ret brutal efterklang yder hverken
publikum eller kunstnerne fuld retfærdighed.
På programmet havde den tyske tenor en række af sit hjemlands kendte værker,
sangen Die Bürgschaft af Schubert, sangcyklen Dichterliebe af Schumann og en
række lieder af Strauss. Helmut Deutsch sad ved klaveret for at akkompagnere
ham, og han gjorde et glimrende stykke arbejde denne aften, altid opmærksom
på, hvor Kaufmann vokalt befandt sig, og ikke bange for hverken at spille
forte, så statuerne i salen hoppede, eller pianissimo, så de kunne falde til
ro igen. De to musikeres gensidige sympati var i øvrigt tydelig.
Schuberts sang, som indledte aftenen, har operaformat og er en lang
fortælling med tekst af Schiller. Det var desværre også aftenens svageste
punkt. Kaufmann havde en tendens til, når han skulle illustrere de talende i
fortællingen, at gøre udtrykket lige lovligt meddigtende og derved
overspillet, og derfor forekom sangforedraget aldrig anfægtende eller
oprigtigt.
Men så kunne man jo nyde hans stemme imens, der er herligt mørk og maskulin,
men også har en flot, klar højde. Det hørte man også i Schumanns
Dichterliebe, som normalt synges med en slankere og lysere klang, men fik
nyt liv af Kaufmanns tusmørkevarme tenor. Ydermere lagde han skuespillet på
hylden og fokuserede på med sine dramatiske fraseringer at formidle essensen
i de enkelte sange. Man kunne her kun beundre hans magtfulde kontrol over
sin stærke, fleksible og kraftige, nærmest sydlandsk klingende vokal.
Anden halvdel var helliget lieder af Strauss, og her ville begejstringen
ifølge min notesblok ingen ende tage med gentagende brug af ord som
klangskøn, smuk, organisk og strømmende. Især Vier Lieder, op. 27, som han
afsluttede aftenen med, var en gribende vokal præstation, men også lieder
som Sehnsucht og Nachtgang blev eksekveret med stor troværdighed, indlevelse
og helt banal kropslig musikglæde, som både var dejligt at overvære og lægge
øre til. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|