Politiken, 21. sep. 2013

Thomas Michelsen

Kaufmann og Domingo kæmper om Verdis gunst

I næste måned fylder Verdi 200 år, og pladeselskaberne pumper Verdi-cd’er ud.

»Evviva Verdi!«, råbte de i Napoli i 1859, og som et kampråb bredte ordene »leve Verdi!« sig gennem det Italien, der brændte efter at blive en samlet, selvstændigt nation. Samlet blev Italien, og Verdi blev for italienerne et nationalt ikon. Det er han for så vidt den dag i dag, og hans operaer – mange af dem, i al fald – udgør en fuldstændig uundværlig del af italiensk operas dna. Med Wagners fødselsdag overstået i maj handler det nu om Verdi, der fylder rundt i begyndelsen af oktober, og har han skrevet en bedre opera end sit jordrystende, angstbævende, bønfaldende rekviem? Næppe, mener mange. Nu får vi så en ny indspilning af det, der i hvert fald kræver opmærksomhed på grund af de medvirkende kunstnere. Der er ellers rigeligt med rekviemindspilninger at vælge mellem i forvejen, for Verdis messe er en af den klassiske musiks favoritter. Rigtig mange sværger til den gamle 1960'er-indspilning med sopranen Elisabeth Schwarzkopf dirigeret af Carlo Maria Giulini, mens andre af gode grunde holder John Eliot Gardiners version stramt ind til kroppen. Selv er jeg begejstret for Antonio Pappanos nyere glødende italienske udgave med sopranen Anja Harteros og bassen René Pape, der flankerer Rolando Villazón og mezzosopranen Sonia Ganassi. Så hvad med den evindeligt produktive Barenboims seneste bud, optaget i august sidste år på La Scala, hvor rekviemmet i sin tid fik en af sine allertidligste opførelser? Det er udgivet af Decca på både dvd og cd, men cd'en lyder grundlæggende ikke godt. Orkestret virker, som er det presset sammen på for lidt plads, og der skal skrues op for volumen. Til gengæld er sangerne spændende. Barenboim har for længst sat sit mærke med sin gamle Chicago-indspilning. På hans nye hedder Stradivarius-sopranen Anja Harteros, ligesom hos Pappano, og selvfølgelig havde Barenboim, der nu præsiderer over både Berliner Staatsoper og La Scala, også taget sin luksusbas fra Berlin, René Pape, med til Milano sidste sommer. Resultatet er et lineup af solister, som er svært at slå, medmindre man går tilbage til Deccas egen gamle referenceindspilning fra 1968, hvor Wiener Filharmonikerne under Georg Solti lyder fantastisk i en helt anderledes fornem optagelse, og hvor de fleste af solisterne, inklusive en ung Pavarotti i topform, er fantastiske. En indspilning, Decca selv lige har genudgivet i deres enorme samlede Verdiboks med ikke færre end 75 cd'er. Seks hjerter til Kaufmann Villazón var engang en vildt god tenor. Men den nye dreng i klassen hedder Jonas Kaufmann, og hans 'Ingemisco' hos Barenboim mikser kontrolleret angst med uafviselig styrke. Mezzosopranen på denne La Scala-indspilning er ingen ringere end Elina Garanca, og de fire solisters klang blander sig, så det er en nydelse. Barenboim gør med sit sikre musikalske instinkt ikke tingene hverken vanskeligere eller mindre voldsomme, end de bør være.

Det samme kan man ikke altid sige om Jonas Kaufmann, for her taler vi om en sanger, der virkelig bruger hjernen. Men hans tenorstemme er utrolig, og hans Verdi-album rummer masser af oplevelser, der i sig selv burde udløse seks hjerter. Den tyske mestersanger har valgt uddrag af mere end 10 operaer, og af cd'ens 13 skæringer er de 11 musik, han endnu ikke har sunget på en scene. Det var trods alt først i 2006, han brød igennem i 'La traviata' på The Met, men siden er det gået stærkt, og i dag er Jonas Kaufmann ikke bare Tysklands, men hele verdens VW-tenor. V'et står i denne forbindelse ikke for Volks-, men for Verdi, og W'et ikke for -wagen, men for Wagner. Kaufmann kan og vil begge komponister. Og når han smider sin maskuline styrke ind i arier fra 'Maskeballet' eller 'Trubaduren', bliver man lagt ned af hans slankt stilsikre og smagfuldt afbalancerede afleveringer. Når Kaufmann synger ud, er der næppe nogen, der kan matche ham. Sjældne kvaliteter Men når han bruger det tredje ben i sin karriere, den intime liedsang, som inspirationskilde og arbejder med at omplacere stemmen for at skabe nuancer, er det svært ikke også som lytter at slå hjernen til og dermed for en stund glemme de voldsomme følelser, han ellers lige var så godt i gang med at vælte en bagover med. Men sådan synger Kaufmann. Det gælder også hans personlige, ligesom matterede klang i svage passager, der muligvis er en konsekvens af det efterhånden meget tunge Verdi- og Wagnerrepertoire, han synger. Men der er så mange sjældne kvaliteter ved ham (også ud over den banale, men unægtelig usædvanlige for en tenor, at han er høj og flot), at man gerne tager det hele med. Kaufmann lægger ud med hit-arien 'La donna e mobile' fra 'Rigoletto'. Men vi skal meget længere ind i Verdis verden, og med den barytonstyrke, der er grundstammen i stemmen, må man undervejs tænke på hans ekstremt kraftfulde Siegmund-uddrag fra hans seneste Wagner-cd. Blandt andet, når han i en arie fra 'Trubaduren' virkelig får malket et muskuløst højt c. At Kaufmann allerede nu nærmer sig Verdis sværvægterparti Otello giver mening, og også fra den opera får man uddrag på et album, der markerer et nyt samarbejde mellem Kaufmann og Sony.