Berlingske, 2. august 2011

Af Søren Schauser

Schubert: Die schöne Müllerin, Kopenhagen, Tivolis Koncertsal

Hvorfor sagde hun ikke bare ja?

Tysk operatenor prøvede kræfter med en snes af sit lands skrøbeligste sange og var som en fisk i vandet. Hvordan vil man helst høre romantikeres søde ord: Som en bæks stille rislen - eller som en bred flods brusende bølgen? Schubert gad godt have haft en køn møllerdatter selv. Men den lidt stakkels komponist og evige ungkarl fik aldrig gang i kærligheden og skabte i stedet sange om samme. Hans fem kvarter lange »Die schöne Müllerin« fra 1823 til Wilhelm Müllers digtsamling hører til de bedste i tysk romantik overhovedet. Og når selveste Jonas Kaufmann står foran flyglet på Tivolis scene og synger en godt fyldt sal gennem de fire håndfulde romancer, bliver dét med måden pludselig vældig vigtigt. Uhørlige suk og råb af vrede For den tyske tenor synger bredt, brusende, bølgende. Altså ikke som en Dietrich Fischer-Dieskaus akademiske talesang eller en Ian Bostridges spinkle følelsessang. Men tæt og magtfuldt og med egentlig operasang i kulissen. Det er stort, bevægende, elementært spændende. Aftnens første bifald hysses ned af publikum selv - kultiveret adfærd passer nu engang bedst til kultiveret musik. Men selv finsmagerne må efterhånden overgive sig og slå lufferne sammen. Hvornår er han bedst? Måske når han vælger den helt, helt, helt rigtige timing mellem to sange. Eller når han åbner ord som et uhørligt suk og lukker dem som et råb af vrede. Eller måske i de fire vers om »Dein ist mein Herz«. Udråbene kommer hele tiden og kan lyde helt trættende sommetider. Men tyskeren sparer sammen og sætter flere vitaminer på for hvert vers - så taget til sidst løfter sig under glædens vinger. Helmut Deutsch ved klaveret var også makker for vor egen Bo Skovhus i foråret og gør sig altid suverænt. Klaveret som kommentator. Som rum om sangen. En snes viser i umærkelig forandring. Kaufmann kan forstørre de små variationer til hele verdner af forskelle. Så når han pludselig står med sidste sang i struben, og kroppen stivner så sært, og sveden hagler fra de sorte krøller a la Leonardos engle, da virker de fem kvarter som revet med af en malstrøm. Fem kvarter som Bruckners symfonier. Men de er væk. Hvorpå aftnens fisk i vandet flyder med på temaet og giver »Forellen« som ekstranummer. Selvfølgelig!