Kristeligt Dagblad, 2. september 2010

Jakob Holm

Livsglad tenortrold

Lystfyldt og herlig koncert med Jonas Kaufmann

Man frygtede det værste, da det rygtedes, at også Jonas Kaufmann måske var indisponeret efter et par aflysninger for nylig. Det ville i så fald være den anden tenorstjerne i træk efter al balladen omkring Villazón. Og det ville ikke have været til at bære - hverken for Tivolis nye musikchef, Henrik Engelbrecht, de royale medlemmer og venner af kongehuset eller os andre. Men heldigvis var bekymringen unødvendig, for Kaufmann udfoldede sig som det aristokratiske midtpunkt ved en skøn festkoncert til minde om dronning Ingrid. Han sang sig igennem en række af operalitteraturens største klassikere med god opbakning fra Tivolis Symfoniorkester. Dirigenten Jochen Rieder har før arbejdet sammen med Kaufmann, og at han har fået genvalg, forstår man godt. Rieder har godt fat om musikkens blødere dele, og det er strengt nødvendigt, for når man siger Jonas Kaufmann, siger man også sotto voce, den sangteknik, hvor man så at sige synger under stemmen, for den mestrer han til fuldkommenhed. Annonce Men det er ikke kun de stille sekvenser, denne supertenor færdes hjemmevant i - de største øjeblikke kommer, når han på få øjeblikke bevæger sig fra det sarteste dyb til den højeste vokale tinde og for alvor lukker op for sin fuldfede, bredspektrede kraftkarl af en stemme som i for eksempel Puccinis "E lucevan le stelle". Et par andre højdepunkter fra før pausen var Masacagnis "Addio alla madre" og Ponchielles "Cielo e mar" (Villazón har i øvrigt indspillet en cd med den titel - måske Kaufmanns måde at fortælle, hvem der har førertrøjen på nu i deres indbyrdes tenor-tvekamp om herredømmet?). Første afdeling var helliget det italienske repertoire, anden afdeling det tysk-franske. Og her vandt Kaufmann stor respekt hos denne anmelder med en stærkt indlevet præstation i Lohengrins "In fernem land". Ofte bliver denne form for hitkoncerter lidt udvendige begivenheder, men som han gestaltede Lohengrin, mærkede man i sandhed denne ridders smerte over at måtte miste sin elskede. Det var tydeligt, at Kaufmann har sunget denne rolle i løbet af sommeren og kan hive den frem uden besvær. Jubelscenerne i koncertsalen i Tivoli var på deres højeste – troede man. Men nej. Fire ekstranumre trakterede den karismatiske tenor sit voldsomt entusiastiske publikum med. Og så har jeg slet ikke nævnt Kaufmanns udseende, og det kan synes irrelevant – men det betyder en del, at man ligner en halvgud, for ellers når man simpelthen ikke op i samme liga som Netrebko, Bartoli og Villazón. Kvinderne diskuterede da heller ikke udelukkende Kaufmanns sangteknik i pausen på en aften, der vil blive husket.