|
|
|
|
|
Kristeligt Dagblad, 29. jul 2009 |
Jakob Holm |
|
Smukt og blodfattigt
|
|
Da
tyske Jonas Kaufmann var i København i juni, berigede han det lykkelige
publikum med fornem liedkunst. På sin nye cd tager han livtag med en noget
anden genre i form af arier fra en række af sit hjemlands store romantiske
operaer. Og her bliver det hørbart, at det så afgjort er i de intime,
fortællende lieder, at hans lækkerbløde tenor mest kommer til sin ret, fordi
ingen som Kaufmann kan folde de mørkeste og sarteste skyggevirkninger ud.
I operaarierne på cd'en savner jeg derimod mere indlevende fortolkninger,
kraft og volumen, og især i arierne af Wagner synger han for tilbageholdt og
nænsomt. Det bliver simpelthen for nøgternt og fint til for alvor at blive
gribende. Det gælder både i de to arier fra "Lohengrin", som indleder cd'en,
og de to fra "Parsifal", som runder cd'en af.
I de to udpluk fra Mozarts "Tryllefløjten" savner jeg på den anden side
frækhed og temperament. Kaufmann synger desuden med en demonstrativt tydelig
artikulation, der ikke gør arierne levende, men drukner dem i blodfattig
skønhed. Cd'ens to højdepunkter er "Gott! Welch Dunkel hier" fra Beethovens
opera "Fidelio", hvor Kaufmann smider lidt af det stramme greb til fordel
for en større ekspressivitet, samt "Schon wenn es beginnt zu tagen" fra
Schuberts opera "Alfonso und Estrella". Et prægtigt stykke musik, som
overbeviser om, at Kaufmanns sensible tenor med den store luftighed og
elegance passer perfekt til netop Schuberts lyriske følsomhed. I øvrigt
dejligt at lægge øre til noget så sjældent indspillet som musik fra
Schuberts operaer. Kaufmann bakkes pænt op af Mahler Kammerorkester under
ledelse af Claudio Abbado, der holder sit orkester ærbødigt i baggrunden.
Med cd'en følger en dvd, hvor Kaufmann fortæller om sine overvejelser bag
cd'en.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|